Udeliv, leg og bevægelse stimulerer både børnenes fysiske og mentale udvikling og tænkes ind i alle aspekter af hverdagen. De voksnes deltagelse ses som en motiverende faktor for udelivs- og bevægeglæden, og vi udvikler løbende vores udearealer så de appellerer til brug af alle sanser.
Vi er meget ude, både i vores egne områder, og på ture rundt i landskabet.
Hjemme er vi på legepladsen med klatretårn og gynger, i skolegården, på boldbanerne, i huggehuset og i granskoven. Her foregår der mange former for spil og leg, snitning og madlavning over bål, rollespil, bueskydning, leg på skateboard, løbehjul og rulleskøjter. Eller måske er børnene optaget af at fortsætter et hulebyggeri der startede i skolen tidligere på dagen, eller måske er dagens behov hygge og samvær i hængekøjerne rundt omkring.
Vi bruger den natur vi har lige uden for døren til at undersøge og prikke til børnenes nysgerrighed og naturlige videbegær, men nogle gange tager vi ud i naturen for at fiske, plukke bær eller opleve årstidens særlige naturfænomener - f.eks. de blå anemoner, som vi gerne tager ud for at se om foråret.
Fritidsklubben prioriterer at tage på udflugt med mindre grupper af børn i vores fælles minibus, med skolebus og/eller tog. Turene går til lokale arrangementer i Skanderborg-Ry området, såsom Stor-Rollespil, som vi er en vigtig medspiller i, Beachparty ved Knudhule og forskellige teater- fest- og sportsbegivenheder. Andre gange tager vi en lille smuttur i lokalområdet til Mossø, "løbehullerne" i Ry eller cykelbanen i Boes.
Tre uger i maj-juni lukker fritidsklubbens lokaler i Børnehuset og vi rykker basen ud omkring sportspladsen og vores dejlige uderum. I den periode arbejder vi med forskellige temaer - gøgl, smedning, rollespil, gamle og nye udendørs lege og sportsaktiviteter, samt friluftsgastronomi. Her er de voksne initivtagere, understøttende og medspiller i relation til børnenes interesser og behov. Meget af dette arbejde vi også med til daglig, men i de tre uger skruer vi op for blusset og har fokus på at understøtte glæden ved udelivet og at opleve, hvad det betyder for fællesskabet, at vi alle er ude sammen.